Voksne overlevere af mobning i barndommen
Mange flere mennesker end vi er klar over, har oplevet mobning i barndommen. Overleverne ved ofte ikke, hvor stor en konsekvens oplevelserne har haft. Og at der er en sammenhæng mellem mobningen og de problemer de har som voksne.
For mange har mobningen stået på i flere år, dagligt. At gå i skole var en daglig kamp. En kamp der ikke kunne vindes, for der var ingen udvej. I skolen var den bedste strategi at gøre sig usynlig og gemme sig, men mobberne fandt altid frem til dig i sidste ende. Et barn som bliver mobbet har ofte ingen at snakke med og isolerer sig. Lever med en skam følelse indeni over, at dette sker. Tror endda at have gjort noget for at forårsage dette. Hver dag er en overlevelse, hvor barnet må lukke sine følelser og sig selv ned. Forsøg på at fortælle om mobningen bliver negligeret eller ignoreret. Dette forstærker den negative spiral og magtesløsheden. Vi håber at barndommen er en lykkelig og tryg periode i livet. Men som mobbeoffer er de gentagne afvisninger, trusler, udelukkelse, drillerier eller vold fra kammerater eller andre børn med at til at hverdagen er en pinsel og lidelse. Og nogle børn, som bliver mobbet oplever alvorlige symptomer som depression, stress, angst eller selvmordstanker.
Barndommen er den periode i vores liv, hvor de fleste personlighedstræk og overlevelsesstrategier grundlægges. Derfor er mobning og den belastning barnet oplever yderst skadeligt for dets udvikling og resulterer i en del problemer i voksenlivet.
Typiske problemer som voksne mobbeofre oplever er: lavt selvværd, angst, depression, social angst, fobier, misbrug, skamfølelse, skyld, overvægt og usikkerhed.
Lavt selvværd er en følelse af at være mindre værd end andre mennesker, at ikke være god nok. Derfor kan sociale situationer virke angst provokerende og truende. Ofte har personen med lavt selvværd en stærk indre kritisk stemme, som dominerer og kommenterer negativt på alt. Selv kritik betyder ofte, at man tror at andre tænker noget negativt om en, så sociale kontakter bliver indviklede eller skræmmende.
Det kan også føre til, at andre mennesker holdes på afstand, man isolerer sig eller havner i et usundt parforhold. Det kan være svært at sætte grænser overfor andre og man kan opleve sig udnyttet på jobbet eller i relationerne. At sige fra kan virke næsten umuligt.
Skyldfølelse og skam kan fylde meget i hverdagen og tynger på en uhåndgribelig måde. Dette kan være et ekko af følelser fra barndommen omkring mobningen. Dette sker fordi barnet føler sig magtesløs og vender oplevelserne indad mod sig selv. Giver sig selv skylden for det, som sker. Dette kan blive et mønster senere i livet.
Som voksen kan det være svært at se den direkte sammenhæng mellem problemer i nutiden og oplevelserne i fortiden. Det er fordi de traumatiske oplevelser bliver fortrængt og skubbet væk. Dette skete oprindeligt for at minimere smerten og overleve. Over tid bliver det svært, at komme i kontakt med følelserne og oplevelserne igen. Selvom mobningen har sat dybe spor i personligheden og i psyken, er det muligt gennem terapi, at bearbejde oplevelserne og komme ud på den anden side. Med bedre selvværd og mindre baggage at bære på til daglig.