Victims of sibling abuse may feel:

Self critical

Shame

Difficult to trust others

Need to distance from the abusive sibling as adults

Memories from childhood are unclear or forgotten

Depressed

Physical pain

Sibling abuse is an often ignored or forgotten type of trauma that can leave deep scars in the victim. This type of trauma is as painful as parental abuse which seems to get more attention in therapy, because is often is the most obvious form of abuse. Another reason this issue gets less attention might be that the abuser also is a victim and it is painful and difficult to see that this person in a negative light. In addition in a dysfunctional family it is not safe to share feelings and experiences. So the victim of sibling abuse has kept silent for many years. This silence is a survival strategy for the child and as an adult this continues unconsciously. 

Sibling relationships can provide a special and supportive peer in the family system. They can be our life witness and life long connection. In childhood they can be our ally and friend in a different way from parents and other adults.

Sibling connections can be nourishing and healthy, but can also. But  can also be disturbing and painful because of rivalry and competition. The birth of a sibling can pose a threat to our care and life when our parents have new priorities and objects of love. Some children can be quite cruel to a younger sibling and a usually told to repress any feeling of protest and anger. The birth of a sibling means the family system changes. 

In dysfunctional families the birth of a sibling can result in sibling abuse and rivalry. This happens because the children are neglected and have to fight to get love and attention. It may also be due to favoritism. Parents may favor one sibling and another might be a scapegoat or treated like the black sheep. This creates tension confusing and guilt in the children. They are put into roles that become fixed and unhealthy, making it difficult to relate. So the children rather than being supportive of each other become enemies and distant from each other. 

Some older children are put in a parental role with younger siblings which can result in power struggles, physical and psychological abuse being legitimized. They have free reins to abuse when no one is around to stop it. 

If the parents are neglectful or absent or abusive themselves they may not be able to stop abusive behavior between the children. If the parents are abusive children might hide behind others or throw a sibling under the bus in order to avoid being the target. Parental abuse creates an unhealthy and unsafe environment where siblings can’t trust each other. Where everybody is hyper vigilant looking out for signs of danger. 

Toxic siblings relationship are a result of weakness in the family system and it’s boundaries. Some parents cannot assert their parental authority or act as responsible parents who guide and support their children. They may be depressed, anxious, overworked, abusive, narcissistic, stressed or immature. Children who are left to themselves may not develop healthy boundaries or patterns.

Parents who are immature or afraid to set boundaries may not be able to stop abuse between siblings. They turn the blind eye and hopes it goes away, but usually it does not. 

As adults siblings of dysfunctional families, even when there was sibling abuse, may bond as survivors (trauma bonding). But often the relationship is symbiotic and unhealthy. Some may be estranged because of the trauma and abuse. The lack of contact may be a healthy way of keeping the abuser and memories of the abuse at a distance. 

When parents are absent the children can bully or manipulate each other. Sibling abuse include beating, sexual abuse, ignoring, humiliation, teasing and bullying. This kind of experience leads to trauma in the victim causing many different issues in adulthood. Including low self-esteem, anxiety and relationship problems.

Abusive parents who scapegoat and blame a child or have anger issues. Who are explosive, yelling or violent towards others, set up an environment where abuse and violent behavior is ‘normal’. This can lead to sibling abuse. 

For siblings some aggression being expressed in play or daily life is ok and might be ways of learning to express and set boundaries.  

Igennem de seneste år har forskerer undersøgt hvordan traumer bliver overbragt fra generation til generation. Denne forskning kaldes for 

‘epigenetics’. De mener at kunne bevise, at traumer som ikke er blevet forløst og bearbejdet gives videre til den næste generation. Og dette kan spores tilbage mindst 3 generationer, muligvis længere tilbage. 

De fleste familier har oplevet traumer og voldsomme hændelser, men det er måden disse bliver håndteret på, som enten forløser dem eller giver dem videre til næste generation. 

Hvis de ubehagelige hændelser og traumer gemmes væk eller undertrykkes, kan familie medlemmer i efterfølgende generationer komme til at lide under dem. 

Familie medlemmer i senere generationer kan opleve symptomer som angst, depression eller panikangst uden en egentlig logisk årsag kan findes. Det kan også komme til udtryk i parforholdsmønstre, økonomi eller forskellige valg i livet, der gentager sig uden en klar årsag kan findes. 

For eksempel hvis der har været et dødsfald i familien generationer tilbage, som ingen har talt om eller sørget over, kan et familie medlem i en senere generation føle en uforklarlig sorg. Eller hvis et familiemedlem for mange år siden er blevet psykisk syg og familien har ‘gemt’ den person væk, kan et familie medlem fra en efterfølgende generation have en uforklarlig angst for at blive psykisk syg, gemt og glemt. 

Forskningen forsøger at finde en forklaring på, hvordan denne overførsel af traumer finder sted fra generation til generation. En måde er gennem vores DNA. Det er blevet påvist at børn af Holocost overlevere og krigs veteraner har samme type DNA sårbarhed overfor stress, som ses i mennesker, der har været udsat for ekstrem stress. Stress sårbarheden overføres altså fra den ene generation til den næste. Det vil sige, at en person, som ikke har været udsat for noget traumatisk alligevel kan have den sammen DNA kodning, som en person der har oplevet noget traumatisk. Dette vil også sige, at vi kan have samme symptomer på traumer eller stress, uden en egentlig konkret hændelse har fundet sted i vores eget liv. Hjernen vil altså reagere på en belastning, der har fundet sted i et familiemedlem fra tidligere.

En anden forklaring på dette fænomen er, at vi gentager de mønstre, som vi selv udsættes for. For eksempel mønstre i børneopdragelsen og interaktionen mellem mor og barn. Dette kan være stærkt påvirket af generationen før. Det vil sige din mors måde at forholde sig til dig på, da du var barn, er stærkt påvirket af hvordan hendes mor var overfor hende. Fordi hun har lært et mønster, som hun gentager ubevidst. 

Mønstre i vores familie går igen ubevidst og præger os uden vi er klar over det og vi kan ubevidst udleve mønstre og uforløste traumer fra et tidligere familiemedlem.

Konklusionen fra forskningen og studierne omkring familietraumer og deres overførsel er, at nogle mennesker sandsynligvis påvirkes af uforløste traumer i deres familie og fra tidligere generationer. Så hvis du lider af symptomer, der trods psykoterapi ikke er blevet afhjulpet eller som ikke kan forklares gennem oplevelser, du har haft i dit liv, kan det være en god ide, at se på din families historie. 

Har der været dødsfald, sygdom, traumatiske flytninger, psykiske sygdom, ulykker, fattigdom, krig, sult eller skilsmisser i tidligere generationer? Og er disse oplevelser og traumer blevet skubbet væk, forsøgt glemt, undertrykt eller ignoreret i familien? 

Der findes nu særlige psykoterapeutiske metoder og redskaber til at arbejde med familietraumer. Disse gør det muligt at slippe og frigøre sig fra fortidens oplevelser og mønstre, også selvom disse er sket for flere generationer siden eller er traumer, som du ikke selv har oplevet direkte.

Anbefalet litteratur: It didn’t start with you. Mark Wolynn

Skyld defineres som noget vi har gjort, som vi fortryder. Det er en handling, som vi godt ved er forkert. I mange sammenhænge er skyld er en vigtig del af det, at leve og fungere i et samfund. Vi bliver nød til at kende gældende rammer og regler for at leve i fælleskabet. Fornemmelsen og oplevelsen af skyld siges at opstå når barnet er mellem 3 og 6 år. Her lærer barnet at fungere i samfundet, rette ind og blive accepteret.
Skyld følelsen giver os en indikation på, at vi har gjort noget ‘forkert’. Vi har brudt nogle usynlige eller synlige regler. Hvis vi har såret nogen, har vi mulighed for at rette op på skaden eller gøre det godt igen. På den måde kan vi reparere relationen.
Men for nogle af os er det svært at skelne mellem den berettigede skyld, hvor man faktisk har gjort noget ‘forkert’ og den neurotiske skyld. I neurotisk skyld er vi plaget af tanker om, at vi har gjort noget galt. Uden at kunne sætte fingeren på noget bestemt. Noget nager hele tiden og der er en tvivl om, om vi faktisk har gjort noget ‘forkert’ eller ej.
Det kan også være fordi vi har høje standarder og forventninger til os selv. Derfor kommer vi ofte til kort og føler os skyldige.
Samvittigheden og skyldfølelsen kan for nogle af os være så fremtrædende i vores tanker og følelser, at selv små ting vi har gjort ‘forkert’ kan virke meget store.
Dette kan være meget trættende og opslidende, og kan skabe en masse bekymringer og tanker.
Mange kender følelsen af skyld efter en fest eller et socialt arrangement, hvor tankerne kredser omkring noget vi har gjort og hvad de andre tænkte om os. Eller har vi sagt noget forkert eller har vi fornærmet nogen?
Både skam og skyld følelser handler om relationer og hvordan vi har det i forhold til andre mennesker. Vores selv billede og selvværd. Den sunde skam handler ligesom skyld om hvordan vi agerer i samfundet og hjælper os til at justere i forhold til vores omgivelser.
Den usunde skam er en følelse, der ikke knytter sig direkte til en handling eller noget konkret vi har gjort. Men det er en følelse af, at den vi er som menneske er forkert. Vi er ikke værd at elske, vi er ikke gode nok. Skam følelsen får os til at ville gemme os væk fra andre. Isolere os og være alene. Det kan være en plagsom følelse, som sidder dybt i os og håber at ingen kan se. Vi kan være bange for at komme helt tæt på andre, af frygt for at de vil opdage, at vi ikke er noget værd. At vi er tomme indeni eller værdiløse.

Indenfor psykologien erkender vi og mener, at oplevelsen af den usunde skam og lavt selvværd opstår, fordi forældre og andre voksne ikke har kunnet bekræfte og elske barnet nok. Forældrene har på en eller anden måde svigtet barnet og ikke været nok til stede pga. travlhed, arbejde, skænderier, psykiske problemer eller feks. alkoholmisbrug.
Det kan også ske, at forældrene skælder barnet ud for noget, det har gjort. Men ikke skelner mellem en forkert handling og at barnet er ‘forkert’. Barnet får da følelsen af at være forkert som menneske. Usund skam kan også opstå fordi barnet tager ubalancer i familien personligt. Barnet fortolker ubalancerne som, at det har gjort noget forkert. For eksempel hvis mor eller far er i dårligt humør, skændes eller kommer hjem og skælder barnet ud.

Hvad er løsningen på den usunde skyld og skam? At bearbejde følelser og oplevelser fra barndommen, samt forstå hvilke tanker forstærker følelserne og lære at adskille negative tanker og følelser, og finde ind til kernen og det sunde selvværd.

Hvad er forskellen på kognitiv adfærdsterapi og traumeterapi?

Kognitiv terapi er inspireret af den græske filosofi, der antog at det er vores tanker, der styrer vores handlinger og følelser. Derfor er det logiske, at hvis du ændrer dine tanker, ændrer du din adfærd og oplever flere positive følelser. 

Ifølge Kognitiv terapi lever vi efter en slags ’regler’ og overbevisninger, der organiserer vores tanker, følelser, handlinger og relationer. Men vi er ikke bevidste om det. Vores antagelser og overbevisninger former vores liv i høj grad fordi vi ikke er klar over det og derfor ikke kan ændre det. 

Overbevisningerne opstår i vores opvæksten gennem de ting vi oplever og er udsat for.

 

Når vi har negative antagelser om verden, vil livet føles truende og negativt. Disse kaldes også for kognitive forvrængninger og kan beskrives således: 

• sort/hvid tænkning
• fokus på negative detaljer i stedet for helheden
• overgeneralisering: en negativ oplevelse ses som ’altid’ eller ’aldrig’
• tankelæsning: man gætter andres tanker uden at spørge om det forholder sig sådan
• forudsigelse af noget negativt i fremtiden uden bevis for dette
• ignorering af det positive, fordi det ikke ’gælder’
• overdrivelse af det negative og minimering af det positive
• rigide krav til sig selv: ’skulle’, ’burde’
• katastrofetanker
• selvkritik ’jeg er ikke god nok’
• personalisering: man føler sig ansvarlig for situationer, som man ikke har kontrol over

De negative tankemønstre fører til forskellige symptomer og problemer, som kan være depression, angst, lavt selvværd, fobier, parforholdsproblemer og mere.

I Kognitiv terapi undersøger man de negative tanker og overbevisninger og erstatter dem med mere positive og sunde tanker. Adfærdsterapien kommer ind der, hvor overbevisningerne skal udfordres gennem nye handlinger. Det kan være at tage elevatoren, hvis du er bange for det og tænker ‘det går galt’. 

Kognitiv terapi er det man kalder en ‘top down’ metode. Det vil sige man arbejder med de kognitive og ‘nyere’ udviklede dele af hjernen. 

I min praksis integrerer jeg kognitiv terapi med det man kalder ‘bottom up’ teknikker. Disse teknikker arbejder med de dele af hjernen, som er mere primitive og ‘gamle’. Bottom Up teknikkern involverer kropsbevidsthed og et langsomt tempo. Her påvirkes og arbejdes med dybe ubevidste processer. 

Når disse teknikker kombineres med kognitive teknikker, kan vi arbejde på flere planer samtidig. Flere dele af hjernen kommer med i terapien. 

Efter min mening er det ikke nok kun at arbejde med det bevidste og kognitive plan, fordi mange af vores følelser, tanker og problemer holdes i live på et ubevidst plan. I terapien bliver vi nød til at få fat i de dybere steder i os, hvis ændringer skal være varige. Nogle mener faktisk, at vores bevidsthed er 90% ubevidst. Derfor forsøger vi gennem traumeterapi, hypnoterapi og kropsorienteret terapi at få adgang til det ubevidste plan.

Terapien bliver mest effektiv hvis vi kan arbejde med tanker, følelser, det ubevidste sind, emotioner, oplevelser, traumer og kropssansning på samme tid. 

Hvis du har negative tanker, kan det hjælpe at blive bevidst om dem, men de forsvinder som regel ikke fordi du forsøger at tænke mere positivt. 

Men når du får bearbejdet de følelser og ubevidste mønstre og oplevelser, der ligger bag tankerne, kan du opleve at tankerne ændrer sig. Andre gange forsvinder de helt af sig selv. Tankemylder og negative gentagne tanker erstattes af indre ro. Tankerne skal vi ikke kæmpe imod eller forsøge at ændre. Så snart vi finder roden og arbejder med den, vil tankerne fylde meget mindre. 

Når vi arbejder helhedsorienteret kan vi se, at alt hænger sammen. Tankerne hænger sammen med følelser og oplevelser. Negative tanker er et symptom på en ubalance og noget uforløst.  Så det er ikke kun tankerne der styrer vores handlinger og følelser, men hele det, der ligger bag ved. Derfor kan vi ikke symptombehandle ved at ændre tankerne i et forsøg på at få det bedre. Først når helheden er behandlet vil vores symptomer grundlæggende ændre sig. 

Kroppen husker det du har oplevet gennem livet

At få kroppen med i psykoterapien er essentielt

Du har siddet hos psykologen en time og er blevet meget klogere på dig selv. Du har haft flere aha oplevelser, hvor du ser sammenhængen mellem dine handlinger og fortidens oplevelser. Så langt så godt. Du er opløftet og lettet, for det er altid en lettelse at komme af med noget hos en, der lytter. Det giver en følelse af håb, at forstå dine problemer. Der går noget tid og du forventer, at du får det bedre. At din forståelse af dig selv vil føre til dybere ændringer i dit liv. Men som tiden går oplever du, at dine indsigter ikke fører til konkrete ændringer eller bedre humør. Du oplever stadig angst, depression og lavt selvværd. 

Her står du ved en skillevej. For måske har du brug for en måde at arbejde med psyken på, der ikke kun er samtale eller kognitiv terapi.

En metode er Somatic Experiencing, der er udviklet af Dr. Peter Levine. Det er en terapiform, hvor psykoterapeuten bruger kroppen som redskab til forløsning af traumer og andre oplevelser, der er lagret i din krop. I terapien er der ikke kun fokus på ‘fortællingen’ eller tankerne omkring din historie eller oplevelser. Men i høj grad inkluderes alt det, du oplever i kroppen, samt dine følelser, fornemmelser og visuelle billeder og minder. Hele spektret af dine oplevelser kommer med i terapien. Dette kan godt føles lidt uvant, hvis du før udelukkende har været i psykoterapi med fokus kun på samtale og tanker. 

Somatic Experiencing og kropsorienteret psykoterapi adskiller sig fra samtale terapi desuden på et andet væsentligt punkt. Nemlig at metoden er oplevelsesorienteret. Det vil sige, at der lægges vægt på det, du oplever i terapitimen her og nu. Så i stedet for kun at tale om noget, der skete i fortiden eller dagen før, inkluderes det du oplever nu. På den måde væver terapien sig ind og ud af fortiden og nutiden, fra historien til oplevelser i kroppen og sanserne her og nu. 

Vores traumer og gamle ubearbejdede oplevelser er lagret i nervesystemet eller i den ‘gamle’ del af vores hjerne. Kroppen husker alle disse oplevelser og vi bærer rundt på dem hver dag, ofte uden at vide det. 

Når disse oplevelser ikke er forløst og stadig ‘sidder’ et sted i vores system eller krop kan det føre til symptomer som angst, depression, lavt selvværd, stress, fobier etc. Så selvom du ikke er direkte i kontakt med tidligere oplevelser eller traumer, kan de stadig have en påvirkning på dig. Derfor handler kropsorienteret psykoterapi om at få adgang til dybere lag af din psyke og finde en forløsning og forløsning på alt det, der binder dig til fortiden. 

Første gang klienter oplever Somatic Experiencing og kropsorienteret psykoterapi kan det være lidt uvant, at skulle mærke kroppen og følelserne så meget i løbet af en terapi time. Efterhånden som timen skrider frem og gamle følelser forløses, minder kommer op og bliver afsluttet, og nervesystemet kommer mere i ro og balance, mærkes denne form for terapi som en dyb udrensning og en aha oplevelse på et kropsligt plan. Times afsluttes oftest i med en overraskende lettelse og befrielse på flere planer. 

Som Somatic Experiencing Practitioner har vi selv gennemgået vores egen traumeterapi gennem mange år. Vi har dybdegående træning i traumer og nervesystemet og vi bruger os selv i terapien på en helt særlig måde. Vi er trænet i at være nærværende, til stede, opmærksomme på vores egen krop og nervesystem mens vi arbejder. Vi bruger faktisk vores eget nervesystem aktiv til at hjælpe dit nervesystem komme i balance.