Ærlighed og hvordan du taler giraf
Ærlighed og kommunikation
Mange af os kender til, at det kan være svært at sige det vi føler helt ærligt og uden filter. Derfor går vi og gemmer en masse ting, som vi egentlig har brug for at sige til vores venner, kolleger og familie. Når tilstrækkeligt mange ting har hobet sig op kan det ende med at vi eksploderer eller bebrejder den anden. Dette skaber skænderier og dårlig stemning, men løser ikke noget. Eller også bygger vi en mur og holder op med at kontakte den anden. Vi fryser dem ude af vores liv. Hvorfor er det så svært, at sige helt ærligt hvad vi føler? Svaret er måske, at vi aldrig har lært at tale om vores følelser eller være helt ærlige. Mange mennesker kommer fra familier, hvor følelser aldrig blev talt om og ingen kendte rigtig hinandens inderste. At være ærlig og vise sine følelser kræver mod, fordi vi blotter os selv og viser, at vi er sårbare. Vi risikerer at blive afvist eller ikke forstået af den anden.
Når vi i stedet for at være sårbare skælder ud på eller bebrejder andre, er fokus ikke på os selv. Vi skyder på den anden og det er en måde vi skjuler os selv på. Mange mennesker har svært ved at skelne mellem følelser og tanker, hvilket gør det svært, at kommunikere om sine følelser. For eksempel er dette ikke følelser: ’jeg føler mig dum’ eller ’jeg føler du er ligeglad med mig’. Dette er vurderinger og de foregår på et tankeplan. Følelser er for eksempel: ked af det, vred, glad, skuffet, frustreret, sur, lykkelig og bange. Når vi tør tale om vores følelser ærligt uden at bebrejde eller kritisere andre, kan det være en stor lettelse. Vi føler os meget tættere på vores nærmeste og der er mere intimitet. Marshal Rosenberg har i bogen Nonviolent Communication (på dansk Girafsprog) beskrevet hvordan konflikter opstår og hvordan man kan undgå dem. Han taler om hvordan du kan dele dine observationer, dine følelser og behov og samtidig bede andre om det, du har brug for. Uden at den anden bliver defensiv eller føler sig kritiseret.
Han bruger følgende kommunikations model:
1. Observation. For eksempel: Når du kommer for sent.
2. Følelse. Føler jeg mig irriteret.
3. Behov. Fordi jeg har brug for, at du kommer til tiden.
4. Ønske. Ville det være ok for dig at forsøge at være til tiden næste gang vi ses?
Med denne model kan vi lære at udtrykke os selv mere klart og tydeligt, og der er større chance for, at vi får vores ønsker opfyldt af andre. Samtidig vil andre bedre kunne føle hvem vi er og hvad vi egentlig føler. Dette fører ofte til en større følelse af samhørighed og harmoni mellem os selv og vore nærmeste.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!